Lejrdag 2 – med sved på panden og skøre skakregler!

Udgivet af Lene Wul

Så blev der for alvor taget hul på skaksommerlejren – og vi startede med et brag! Allerede fra morgenstunden stod de første morgenfriske (eller bare sultne) børn klar ved døren til hovedbygningen, parate til at kaste sig over dagens vigtigste måltid – for der skulle jo tankes op til en dag spækket med hjernegymnastik og boldaction.

Efter morgenmaden gik vi i gang med dagens skakundervisning, hvor seks teorigrupper dykkede ned i alt fra bondestrukturer til tårnslutspil (ja, det er en ting – og ja, det kan være meget dramatisk).

Om eftermiddagen blev lejrbolden rullet i gang med den traditionsrige lejrturnering: Rundbold, lynskak, fodbold og dagens aktivitet. Kampformen var skarp – og fodboldbanen bød på flere flotte mål i dagens kampe. Vi nævner ikke holdnavne… men der blev jublet! Efter den fysiske udfoldelse og en god omgang sved på panden, blev boden stormet som en åben buffet – slush-ice, sodavand og snacks forsvandt i en fart, der ville gøre enhver tårnflytter misundelig.

I forbindelse med aftensmad blev vinderne af gårdagens lynturnering præmieret. Ligesom dagens bedst opryddede værelser også fik en lille præmie. Det var tydeligt, at der var deltagere, som havde prøvet det før, når det gjaldt oprydning og rengøring på værelser! Endelig blev der også sunget fødselsdagssang for en af køkkencrew-medlemmerne.

Aftenen bød på det altid festlige og lettere forvirrende kykskak – hvor skakbrikkerne får ny personlighed og nogle gange opfører sig som om de har drukket lidt for meget saft. Her blev det Daniel Tuk, rutineret lejrræv, der løb med sejren – for ja, erfaring tæller, når reglerne er komplet gakkede.

Efter en sidste omgang aftenkage, kunne vi sende en flok trætte, glade og måske lidt sukkerstøjende børn mod deres senge. 😴

Glæd jer – vi er kun lige begyndt!